Italiensk kvin har opnåeten utrolig popularietet i Danmark og nedenfor bringer vi en kort gennemgang af historien, landet og vinene.

Sine Bachet friget Venus

(uden Bacchus fryser Venus)

Lidt historie

Italien har været vinland i mere end 3000 år og det er - målt i liter produceret vin - verdens største vinproducerende land. Specielt er det, at der dyrkes vin overalt i landet i samtlige 20 provinser. Tidligere var støvlelandet præget af store mængder halvdårlig bulk-vin, men i dag fremstår dele af det totalt forandret. Mange vinelskere foretrækker nu italiensk vin frem for fransk, og det skyldes primært de fantastiske rødvine der fremstilles i provinserne Piemonte, Veneto og Toscana, men også vine i lavere prislejer er Italien kommet med og regioner som Sicilien og Puglia leverer i dag store mængder kvalitetsvin til lave priser. Hertil kommer at kvaliteten stiger støt i Italiens andre provinser, og nogle af verdens bedste hvidvine fremstilles nu i Trentino og Friuli – Venezia Giulia. Udbuddet er overvældende. Der er noget for enhver smag, og priserne er fornuftige. Intet synes at stå i vejen for succes.

Men der laves stadig alt for megen ligegyldig vin. Det gør der også i Frankrig, men de gør os den tjeneste selv at drikke det meste. Italienerne synes derimod ikke at have noget imod at komme med tonsvis af ligegyldigheder, der i stride strømme sendes til hele verden.
Når der laves så meget vin skyldes det naturligvis traditionerne, men i lige så høj grad, at klimaet nærmest er perfekt i hele Italien. I hvert fald når man vælger de rette druer på de rette steder. Med de muligheder burde Italien for længst have sat sig på verdens vintrone, men det er ikke sket, og i forhold til mængden af vine, er det relativt få kendte vinnavne, som vi nikker genkendende til. Dem kommer vi tilbage til senere.

Først i 1963 fik man godkendt og indført et modstykke til det franske appellationssystem. Med det i hånden skulle man nu for første gang i nyere historie for alvor ud at bejle til verdensforbrugeren. Fint udadtil, men indadtil havde vinbonden nu et sæt regler, der skulle overholdes, regler om at vinen skulle komme fra bestemte arealer, med bestemte druer, fastlagt udbytte og alkoholprocent. Fint nok, men i modstrid med den italienske natur, hvor man ikke bryder sig om snærende bånd. I stedet for ensartethed betød det i stedet flere forskelligheder. Bønderne gik deres egen veje. Spændende, men også forvirrende. Selv gode vine overholder ikke klassifikationskrav og fremstår i laveste klasse, men her findes nogle af de allerbedste. Og modsat findes ligegyldig vin i de højeste klasser.

I 1980 og 1992 ændredes reglerne til de nu gældende, lidt mere fleksible end de oprindelige fra 1963.


Klassifikationer

Det italienske appellationssystem er bygget op som det franske med 4 kategorier:

Vino da Tavola (VdT) er bordvin og tilhører den laveste kategori og kan sammenstikkes fra hele landet, derefter kommer

Indicazione Geografica Tipica (IGT), som er vine fra et bestemt geografisk bestemmelsessted, så kommer det finere

Denominazione de Origine Controllata (DOC), hvor bestemte druer kræves i vinen og til sidst den fineste kategori

Denominazione de Origine Controllata e Garantita (DOCG). Sådan er det på papiret, men virkeligheden ser som nævnt anderledes ud. Nogle af de fineste appellationer er delt ud efter politisk forgodtbefindende og er således ikke deres klassifikation værdig, og nogle af de verdens bedste vine er klassificeret som VdT, for at producenten kan sikre sig størst mulig frihed i sin produktion.

Andre Klassifikationer

Riserva indicerer en DOC eller DOCG fra en god årgang, der er blevet lagret længere end normalt inden salg.

Classico indicerer den centrale og bedste del af et DOC eller DOCG.

Supperiore betyder normalt højere alkoholindhold men også bedre sub-region.

Vigna eller Vigneto for en særlig vinmark eller ”Cru”.

Italiens 20 vindistrikter, fra nord til syd

Valle d’Aosta

Italiens mindste region, Valle D'Aosta, ligger i det nordvestlige hjørne af Italien. Ud over at grænse op til Piemonte danner de schweiziske og franske alper en naturlig afgrænsning af området. Dette alpelandskab giver et forholdsvist køligt klima og naturligvis et særdeles smukt landskab, hvor man blandt andet har udsigt til Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc og store bjerge som Gran Paradiso og Matterhorn. Det er dog også hovedsageligt skiturister og bjergvandrere der kender til området, idet vinproduktionen er yderst beskeden. Regionens turister konsumerer sammen med de lokale hele produktionen, og det er således næsten umuligt at købe vin fra Aosta dalen udenfor regionen.
Vinproduktionen er fordelt på ca. 650 ha., og produktionen ligger i omegnen af 18.000 hl. I 1985 blev regulativet ændret så regionen i dag kun har en enkelt DOC Valle d’Aosta der indeholder syv subzoner, og ingen IGT-vine. Der er seks kooperativer i regionen og disse står samlet for næsten 80 pct. af vinproduktionen, men antallet af private producenter er dog stigende. Langt størsteparten af områdets produktion er rødvin (ca. 80%) og stort set resten er hvidvin, da der kun produceres små mængder rosé og mousserende vin. Regionen er tosproget med fransk som alternativ til italiensk og dette giver sig til udtryk i udvalget af druesorter.

Det karakteristiske ved vinproduktionen i Aosta er, at vinmarkerne er placeret højt og stokkene vokser helt oppe i 900 meters højde. Langt de fleste af vinene er hverdagsvine og kun enkelte kan lagres. Hvidvinsproduktionen er mest succesfuld i dalen, fordi de grønne druer er specielt glade for det kølige klima i højderne. Især druer som Müller-Thurgau, Pinot Gris og Chardonnay har det rigtigt godt, og i 2002 fik en Chardonnay vin områdets første tre glas i den italienske vinbibel Gambero Rosso. Herudover anvendes sorter som Petite Arvine og Prié Blanc.

Aosta har tilhørt både Italien og Frankrig, og det afspejles i de blå druer der vokser i regionen. Blandt de italienske druer er det de samme, som hos naboen Piemonte, der dominerer og der vokser meget Dolcetto, Barbera og Nebbiolo (lokal betegnelse: Picoutner) i Aosta. De bedste Nebbiolo vine fra dalen, kan faktisk konkurrere med mange af de gode Nebbiolo vine der fremstilles i netop Piemonte. Den franske indflydelse afspejles i, at der er plantet meget Gamau, Syrah, Grenache og Pinot Noir i Aosta. De fleste af disse druer har faktisk vist ganske gode og interessante resultater i dalen. Til sidst skal det nævnes, at her vokser mange specielle og internationalt uinteressante sorter som f.eks. Fumin og Petit Rouge. Den mest kendte er den særegne Petit Rouge, hvis vin på mange måder minder om vin på Nebbiolo, men den er mere frugtig, bærfyldt og lettere tilgængelig end denne. Det er vanskeligt at dyrke vin i højderne, og det gør vinene dyre. Det betyder at vi formentlig ikke kommer til at se megen vin fra Aosta i Danmark i fremtiden.

Lombardia

Lombardiet ligger i det nordlige Italien og har hovedbyerne Milano og Brescia. Selvom Lombardiet ligger mellem store og kendte vinområder som Piemonte og Veneto, er området ikke selv kendt for store vine. Årsagen ligger formentlig i, at de lokale bønder har let ved at afsætte deres vine, dels til de stor byer i området og dels til de mange turister der hvert år tager til området omkring Garda søen. Flertallet af bønderne synes at mene at når de hvert år sælger al deres vin, så er der jo ingen grund til at strenge sig an og investere i nyt udstyr, så i stedet for masser af kvalitetsvin, laves her blot masser af vin. Der produceres dog også rigtigt gode vine i Lombardiet og især de Chiavennesca (Nebbiolo) baserede vine fra Valtellina og Valtellina Superiore, bliver ofte rost i høje toner. Det er vine der minder meget om de Nebbiolo baserede vine fra Piemonte, men de er ofte lidt billigere.
Lombardiet kan bestemt også producere mousserende vine og vinene fra Franciacorta er vidt berømte. De er generelt fantastisk gode og kan sagtens sammenlignes med vinene fra Champagne, både i kvalitet og pris. På hvidvinssiden laves der masser af forskellige typer, men langt det meste er blot gode dagligdagsvine. De hvide vine fremstilles normalt af Chardonnay, Pinot Bianco, Cortese, Garganega, Pinot Grigio, Riesling, Sauvignon Blanc, Trebbiano, Malvasia, Moscato, Tocai og Pinot Nero. Selvom sidstnævnte er en blå drue, vinificeres den i Lombardiet ofte som Pinot Nero in Bianco.

Ser man på Lombardiets rødvine er det noget af en blandet landhandel. Udover Chiavennesca laves der vine på et utal af druer: Barbera, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Corvina, Marzemino, Merlot, Pinot Nero, Schiava, Croatina, Incrozio Terzi (lokal kloning af Barbera og Cabernet Franc, Rondinella, Sangiovese, Bonarda, Molinara, Uva Rara, Ughetta, Negrara Trentina og mange flere helt lokale sorter. Det er generelt lette, pebrede, frugtige vine der ofte har en tone af græs i duften.
Væsentlige DOC og DOCG vine fra Lombardiet: Cellatica, Franciacorta, Garda, Garda Colli Mantovani, Lugana, Oltrepò Pavese, Riviera del Garda, San Colombano al Lambro, San Martino della Battaglia, Terre di Franciacorta, Valcalepio, Valtellina og Valtellina Superiore.

Trentino Alto Adige

Trentino ligger i det nordøstlige Italien og grænser op til Østrig. Klimaet er køligt som i Alsace i Frankrig og derfor dominerer grønne druer som Chardonnay, Gewürztraminer, Moscato, Müller-Thurgau, Nosiola, Pinot Bianco, Pinot Grigio, Riesling og Sauvignon Blanc, men det er især Chardonnay og Pinot Bianco vinene der har høstet international anerkendelse, selvom flere af de andre også forefindes i fantastiske eksemplarer. Store dele af produktionen er dog rødvin som sendes til de østrigske skipister og som vi derfor sjældent ser herhjemme. Især Merlot og Pinot Nero har givet gode resultater her. Op gennem halvfemserne har visse producenter endvidere skabt fremragende vine på den lokale blå Teroldego drue. Der findes i alt syv vindistrikter i dette område: Casteller, Colli di Bolzano, Maranese di Collina, Santa Maddalena, Sorni, Teroldego, Trentino og Valle Isaro.

Friuli Venezia Giulia

Område i nordøst Italien der producerer gode hvidvine, hovedsagelig druer af tysk oprindelse. De mest anvendte druer er Tocai, Traminer, Pinot Bianco, Riesling, Verduzzo og Chardonnay. Området producerer i dag 2% af Italiens samlede vin produktion. De røde vine herfra bygger oftest på druer som Merlot og Cabernet Franc. De mest kendte DOC'er er Colli Orientali og Grave del Friuli.

Veneto

I denne provins i det nordøstlige Italien ligger byerne Verona og Venedig, og nogle af de bedste af landets vinområder. Rødvinene, der primært fremstilles på kombinationer af de lokale druer Corvina, Molinara og Rondinella, er vidt berømte og navne som Bardolino, Valpolicella og specielt Amarone genkendes overalt. Disse tre områder repræsenterer også fint de tre stilarter i området, hvor Bardolino er den lyseste og letteste vin, der minder om Beaujolais fra Frankrig, Valpolicella har mere frugt, krop og fylde, mens Amarone er tunge sager med en alkoholprocent på mindst 14%, fordi vinen fremstilles på tørrede druer. Desuden fremstilles her en slags mellemting mellem Amarone og almindelig rødvin. Disse vine har fået navnet Ripasso, hvilket betyder "passeret igennem igen" og udtrykket hentyder til den teknik, hvorved man laver disse vine. Man tager simpelthen de upressede skaller fra Amarone vinen og tilsætter almindelig Valpolicella vin. Det giver vinen mere krop og karakter, og noget af den sødmefyldte Amarone smag med over i Ripasso vinen.

Der fremstilles også glimrende hvidvine i Veneto og specielt Soave og Bianco di Custoza, der begge primært fremstilles på Garganega, Trebbiano, Chardonnay og Pinot Bianco, har ofte ganske høj kvalitet. Herudover kan vine som Vini del Piave, Gamnellara, Breganze, Colli Euganie, Garda, Colli de Conegliano og Colli Beici nævnes.

Amarone produceres udelukkende i Valpolicella i Venete. Amarone laves på tørrede druer hvilket giver en kraftig vin med en alkohol procent på omkring 15. Den sælges sjældent før efter fem års lagring. En Amarone smager af blommer, chokolade, røg og tobak. De bedste Amarone vine regnes for at tilhøre rødvinenes verdenselite. Der er kun tilladt tre druesorter i Amarone og det er de lokale Carvina Veronese, Rondinella og Molinara.

Piemonte

Piemonte ligger i det nordvestligste Italien og her ligger bla. byerne Torino, Asti, Alba og Barolo. Her produceres 5% af Italiens samlede vinproduktion. 90% af landbrugsjorden i dette område er udlagt til vin, men bedrifterne er mange og uhyggeligt små (gennemsnitligt under 1 ha.). Piemonte er hjemsted for nogle af verdens allerfineste vine, navnlig Barolo og Barbaresco er berømte (og dyre), men her findes også andre store vine, som Nebbiolo D’Alba, Ghemme, Gattinara, Carema, Boca, Bramaterra, Fara, Lessona og Sizzano. Fælles for stort alle vine fra Piemonte er den specielle Nebbiolo drue som stortrives her. Men også andre druer, som Dolcetto, Barbera, Freisa og Grignolino klarer sig flot her. De hvide druer gør sig også godt i Piemonte. I dag laves der meget hvidvin på Chardonnay i området, men også lokale druer som Arneis, Cortese og Favorita gør sig rigtigt flot her. Desuden er området hjemsted for de sprøde let mousserende vine fra Moscato d’Asti.

De vine fra Piemonte som benævnes Barolo kaldes og kalder sig "Kongernes Vin og Vinens Konge." Dette lidt pompøse udtryk henviser til at disse fremragende og kraftige vine i 1800 tallet hovedsagelig blev leveret til Europas kongelige. Den almindeligste Barolo må sælges efter 3 års lagring og en Barolo Riserva må først sælges efter 5 års lagring. De lette og frugtagtige Baroloer topper mellem deres 5. og 10. år, mens de store (ofte Riservaer) først topper mellem deres tiende og tyvende år. Den oprindelige Barolo hedder Marchese di Barolo og kommer fra selve byen Barolo som er centrum i dette område. Barolo vine laves udelukkende på Nebbiolo druer.

Hvis man mener at Barolo er vinens konge, er Barberesco dronningen og selvom konge vinen er langt mere berømt, kan det ofte være mindst ligeså interessant at være sammen med dronningen. Barberesco ligger i Piemonte, i bakkerne omkring byen Alba. DOCG Barbaresco området er kun halvt så stort som Barolo, og udviklingen er gået langsommere her end hos naboen. De traditionelt lavere priser og det mindre berømte navn, har betydet at vinbønderne her er kommet sent i gang med at vinificere selv, og mange leverer således fortsat til kooperativer og vinkøbmænd. Der er dog dukket flere og flere små og spændende producenter op, som sætter deres eget præg på vinen og gør området mere mangfoldigt.

Bakkerne og skråningerne i distriktet minder meget om dem i Barolo, og jorden er i store træk den samme hvide og kalkholdige mergel. Vinene laves naturligvis på Nebbiolo druer, og de kendetegnes normalt ved lakridstoner og nødder. Duften er ofte indsmigrende med blomsteragtige toner, hvor de fleste mener at violen er den dominerende, men roser bliver også ofte nævnt. Vinens garvesyre er mindre markant og kraftig end i vinene fra Barolo og det gør den tidligere drikkemoden og mindre holdbar, men tilfører den også et mere blødt og feminint islæt.
DOCG reglerne i Barberesco kræver at vinen lagres i to år før den frigives. Det ene år skal være på fad og skal vinen kalde sig "Riserva", skal den lagres i fire år, før den sælges. Barberesco klassifikationen adskiller sig også fra Barolo ved at vinen, må have en lavere alkoholprocent. Hvor en Barolo skal have 13% alkohol, kan en Barberesco nøjes med 12,5%.
De seneste år er en anden drue trådt frem og har taget lidt af rampelyset fra Nebbiolo’en, nemlig

Barbera. Druetypen var tidligere ringeagtet under navne som landvin og fattigmandsbarolo, men er i dag meget eftertragtet og leverer eksotiske, tætte, fede og komplekse vine med en flot bouquet.
På linie med Barolo og Barbaresco findes dens lige intet andet sted i verden. Tidligere tiders vinifikationsteknikker producerede lyse, skarpe vine uden fylde og dybde, hvad flere producenter desværre stadig gør. Men finder man den rigtige producent, er der ingen tvivl om, at Barbera må betegnes som Piemontes bedste køb, når man ser på forholdet mellem pris og kvalitet.

Emilia Romagna

Emilia-Romagna ligger i den nordlige del af Italien og provinsen er langt mere kendt for sine gastronomiske bedrifter, end for sine vinøse udfoldelser. Især området omkring hovedbyen Bologona er et af Europas madtempler, med stribevis af fantastiske restauranter. På vinsiden er Emilia-Romagna mere berygtet end berømt, for at producere masser af kvantitet frem for kvalitet. Det er generelt mængden der tæller og det kan smages. Områdets mest kendte vin er den mousserende Lambrusco der fremstilles på Lambrusco druen. I Danmark kendes denne vin ofte som en sød, lyserød vin der gør sig til ungdomsfester. Dette skyldes en effektiv markedsføring, som op gennem 1970'erne gjorde denne mousserende vin til vinens svar på Coca-Cola. Alle drak Lambrusco, men som så meget andet blev vinen på et tidspunkt yt, og i dag har den et decideret dårligt ry.

Årsagen skal sikkert findes i de store mængder (over 100 he./ha.) kønsløs vin, der blev produceret på sodavandsmetoden (ved tilsætning af kulsyre) og blev hentet i Tyskland til 6 kr. literen. Denne vin var og er ikke garant for kvalitet, men der findes faktisk ganske anderledes og mere interessante vine på Lambrusco druen. Der er i dag fire DOC vine på Lambrusco, nemlig Lambrusco Di Sorbera, Lambrusco Grasparossa Di Castelvetro, Lambrusco Reggiano og Lambrusco Salamino Di Santa Croce. Disse vine adskiller sig fra de kedelige søde og lyserøde vine på adskillige punkter. For det første dannes kulsyren i flasken og vinen er lukket med en rigtig champagne prop, hvilket er i modsætning til den plastikprop, der anvendes i de billigere versioner. For det andet kan vinens farve variere fra lys over rubinrød til violet og den kan være alt fra sød til knastør. Det er typisk en behagelig tørstslukker, med en nydelig duft af hindbær og som med sin bitre eftersmag, er en fin ledsager til friske jordbær en varm sommerdag.

Emilia-Romagna er dog andet end Lambrusco og der fremstilles også adskillige udmærkede hvidvine i området. Den mest kendte er Albana di Romagna (som i 1987 opnåede DOCG status), men også Bianca di Scandiano, Colli Bolognesi, Colli Piacentini, Monterosso Val D’Arda, Trebbiano di Romagna og Trebbiano Val Trebbia kan nævnes. De traditionelle grønne druer er Albana, Pignoletto, Trebbiano, Malvasia, Moscato og Ortrugo, men også mere internationale sorter som Riesling, Sauvignon Blanc og Chardonnay vinder frem.

På rødvinssiden kan Emilia-Romagna deles op i to. Den vestlige del (Emilia) har mange lighedspunkter med Lombardiet, og mange af vinene minder om vine fra Oltrepo Pavese. Disse vine fremstilles på druerne Bonarda, Barbera og Croatina, men i nogle områder vinder Pinot Nero, Cabernet Sauvignon og Merlot frem. Den østlige del (Romagna) anvender hovedsagelig Sangiovese og vinene smager generelt som en blanding mellem Toscanas jord og Venetos frugt. De bedste af disse vine fremstilles i Sangiovese di Romagna. Colli Bolognesi er i øjeblikket det mest progressive område i Emilia-Romagna, og her er det internationale sorter som Cabernet Sauvignon og Merlot der driver udviklingen, mens den traditionelle Barbera glider i baggrunden.

Liguria

Ligger i det nordvestlige Italien, tæt ved den franske riviera. Det meste af vinen herfra sælges til turister og beboere, så næsten ingenting eksporteres. Området er Italiens mindste provins, men alligevel bruges her over 100 forskellige druer! De to mest kendte vine herfra er Rossese di Dolceacqua og Cinque Terre.

Toscana

Toscana ligger i den nordlige del af mellem Italien og grænser op til provinserne Lazio, Umbria, Marche, Emilia-Romagna og Ligurien. Sammen med Piemonte er Toscana det vinøse Italiens bannerfører, men hvor Piemonte er karakteriseret ved bjerge og køligt klima, så er Toscana langt mere bakket og sommeren er varmere. Landskabet er utroligt malerisk med venlige bjergskråninger beklædt med cypresser, oliventræer og vinmarker, og det er således intet under at de danske guldaldermalere i 1800-tallet malede mange billeder hernede. Vinstokkene er hovedsageligt plantet i 100-500 meters højde og deroppe blæser som regel en kølig vind fra Appenninerne som køler druerne af om natten.

Toscana's vinhistorie går meget langt tilbage og allerede i år 800 f.k. begyndte etruskerne at handle med den vin de fremstillede. Ud fra arkæologiske udgravninger har man kunnet fastslå, at de sorter som anvendtes dengang, er meget nært beslægtede med vore dages Sangiovese og Trebbiano. I Middelalderen sørgede de rige købmandsfamilier for at her blev dyrket og handlet med masser af vin. Familierne var så rige at mange af Europas konger var økonomisk afhængige af dem og de solgte således store mængder vin allerede i 1300-tallet til folk som Edward den 1. af England. Med op- og nedture har Toscana siden da været helt fremme, som et af verdens bedste vinområder. Den største nedtur i nyere tid var i 1956, da hård frost slog næsten alle vinstokkene og oliventræerne ihjel, og folk måtte flygte fra kulden og den deraf følgende økonomiske ruin. Mange landsbyer blev helt affolket og vinmarkerne lå øde hen. I 1960'erne kom velhavende drømmere til, købte gårde op og startede en stille fremgang igen. I 1970'erne steg kunsten og siden 1980'erne har der igen været fuld damp på vinavlen i Toscana.

Det spændende ved toskansk vin er de mange vinøse trends og ideer, der hele tiden bobler og skaber nye spændende vine: Moden skifter hurtigt og dynamisk på en næsten anarkistisk måde, og det betyder meget stor vinmæssig alsidighed. Toscana er generelt rødvinsland og den klassiske vin er Chianti, der skabes på den ligeså klassiske Sangiovese. Denne drue er den bærende kraft i den toskanske vinindustri, hvad enten den blandes med Canaiolo Nero, Mammolo, Malvasia og Trebbiano som i Chianti eller den vinificeres alene som i Brunello di Montalcino. Udover de klassiske vine fra Chianti, findes her også masser af nyskabende områder som f.eks. Bolgheri, hvor man eksperimenterer med internationale sorter som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Syrah, hvilket som regel giver stor succes. Det spændende ved alle disse vine er at nyt og gammelt ikke blot støder sammen i konflikt, men mødes i harmoni og skaber nye klassikere, som f.eks. Supertoscanerne.

Der fremstilles også rosé (på samme druer som de røde vine), sød Vin Santo og hvidvin i Toscana, men alle disse vine har sjældent samme verdensklasse niveau som rødvinene. Hvidvinen præges generelt at kedelige sorter som Trebbiano og Malvasia, men internationale sorter som Chardonnay, Pinot Bianco og Sauvignon Blanc vinder langsomt frem, og med dem stiger kvaliteten af de ellers ret tynde vine. De bedste toscanske hvidvine produceres dog på mere lokale sorter og Vermentino fra Monteregio di Massa Marittima, samt Vernaccia fra Vernaccia di San Gimignano, er i dag blandt de bedste hvidvine herfra.

Vinmæssigt deles Toscana op i følgende områder: Bolgheri, Brunello di Montalcino, Cnadia Dei Colli Apuani, Capalbio, Carmignano, Chianti, Chianti Classico, Chianti Colli Aretini, Chianti Colli Fiorentini, Chianti Colli Senesi, Chianti Colli Pisane, Chianti Montalbano, Chianti Monte Spertoli, Chianti Putto, Chianti Rùfina, Colli del L’etruria Centrale, Colline Lucchesi, Cortona, Elba, Montecarlo, Montecucco, Monteregio di Massa Marittima, Montescudaio, Morellino di Scansano, Moscadello di Scansano, Orcia, Parrina, Pomino, Rosso di Montalcino, Rosso di Montepulciano, Sant’Antimo, San Gimignano, Sovana, Val d’Arbia, Val di Cornia, Valdichiana, Vernaccia di San Gimignano, Vino Nobile di Montepulciano og hertil kommer Supertoscaner og Vin Santo.

Chianti vinene er selve hjertet af Toscana, ikke fordi vinene er de bedste fra regionen, men fordi Chianti, og dets underområder, dækker et helt enormt areal i centrum af provinsen og fordi vinene er helt sig selv og typisk toskanske. Chianti vinene blev "opfundet" af Italiens anden statsminister Bettino Ricasoli (i hvis navn der stadig produceres vin), som i midten af 1800-tallet eksperimenterede med vinene på sit gods. Det han kom frem til var, at de bedste vine blev skabt på Sangiovese der giver fylde, struktur og tanniner, tilsat lidt Canaiolo Nero for at bløde vinens struktur lidt op igen og gøre den mere imødekommende. Disse vine var dog meget hårde som unge og derfor fandt baronen på, at blande de grønne druer Malvasia og Trebbiano i den røde vin, og det fortyndede den yderligere og gjorde vinen lettere. Hertil kommer at der tilføres frisk frugtsyre og farven bliver lys, med et teglstenagtigt skær.

Den nutidige udgave af Chianti vine består af Sangiovese (0-70%), Canaiolo Nero (0-10%) og op til 10% af hver af de grønne druer Malvasia og Trebbiano, samt op til 15% andre blå sorter. Den almindelige DOCG Chianti skal ikke fadlagres og det er som regel friske og velstrukturerede vine, der i stil minder lidt om Beaujolais og Bardolino, men som domineres af frugt, syre og violer. Udover disse fremstiller her vine der har fået fad som Superiore (11 md.), Riserva (21 md.) og Superiore Riserva (21 md.). Her skiller Superiore vinene sig dog også ud, ved at være fremstillet med et meget lavt udbytte pr. hektar nemlig kun 52,5 hl. i forhold til f.eks. 56 hl./ha. i Brunello di Montalcino. Disse fine lagrede vine er ret gode, og de bedste af dem udvikler sig over tid, så de bliver til en fantastisk blanding af tobak, peber og solbær. Generelt topper disse vine mellem deres femte og tiende år fra høståret.

Som nævnt tidligere deles Chianti området op i en del forskellige underområder, hvoraf det største er Chianti Classico. Dette område dækker den centrale, originale del af zonen og vinene herfra er gennemsnitligt lidt bedre, end vinene fra det ydre Chianti. Udover Chianti Classico eksisterer der 7 andre DOCG områder nemlig Chianti Colli Aretini, Chianti Colli Fiorentini, Chianti Colli Senesi, Chianti Colline Pisane, Chianti Montlbano, Chianti Monte Spertoli og Chianti Rùfina.

DOCG Chianti Classico er den oprindelige del af Chianti i Toscana. Det er et enormt område og klassifikationen dækker ca. 70.000 hektar. Det er i Chianti Classico at de bedste og fineste Chianti vine fremavles, og de bedste står ikke tilbagefor nogen andre vine i denne verden. I dag er tendensen i Toscana at flytte sig fra Supertoscaner stilen og gå tilbage til de oprindelige klassifikationer, hvor man så forsøger at skabe fantastiske Chianti Classico vine eller IGT vine, der indeholder lokale sorter som Foglia Tonda, Colorino og Mammolo. Det er lykkedes til fulde for mange, men vinene har endnu ikke opnået den berømmelse deres kvalitet berettiger. Hvor man ofte skal give 300 kr. for at finde en flot Brunello di Montalcino, flaskes det flydende guld langt billigere i Chianti Classico, og lige under 200 kr. for en fantastisk vin er pt. ikke usædvanligt. Forbrugerne har endnu ikke vænnet sig til at give de priser for en Chianti Classico, og det er de indviedes held.

Chianti Classico forskriften adskiller sig kun en smule fra reglerne i Chianti: udbyttet skal være
under 52,5 hl./ha., vinen skal have mindst 9 måneders lagring og den skal bestå af 80-100% Sangiovese, 0-6% Malvasia / Trebbiano og 0-20% andre blå sorter. Chianti Classico Riserva skal have mindst 27 måneders lagring, hvoraf de 3 måneder skal være på flaske. Den sidste ting der adskiller Chianti Classico fra Chianti er, at der i Chianti Classico er en ganske aktiv og lidt konservativ producentforening, hvis medlemmer kan kendes på en sort hane på flaskens top. Foreningen "Consorzio del Chianti Classico"'s vartegn (på italiensk "Gallo Negro") sidder i dag på 85% af alle vinene fra Chianti Classico, men hvor hanen tidligere var en garanti for kvalitet, betyder den i dag langt mindre og foreningens vine adskiller sig ikke fra dem der ikke bærer hanen.

DOCG Brunello di Montalcino ligger syd for byen Sienna i det centrale Toscana, omkring den lille maleriske by Montalcino. Vinene herfra er, sammen med Barolo og Barbaresco fra Piemonte, de dyreste og absolut mest elitære af Italiens vine. Brunello di Montalcino er voldsomt dyre og herhjemme kan man normalt ikke få en dråbe for under 200 kr. pr. flaske. Det man betaler de mange penge for, er vine baseret på en Sangiovese klon kaldet Brunello. Dette navn for klonen optræder første gang i 1842 og i 1856 blev disse brunello druer anvendt solo i en vin, og i de følgende årtier blev vinene mere og mere populære.

Det var således berømte og dyre vine allerede da vinlusen kom på besøg i 1930'erne. Lusen blev en katastrofe og af de knapt 930 ha. Brunello der eksisterede i 1929, var kun 47 ha. tilbage i 1967. I 1967 besluttede producenterne at danne en forening for at beskytte, udvikle og sælge deres vine, og det gav bonus. Fra da af er det stort set kun gået op ad bakke for vinene, og i dag er der udlagt hele 1450 ha. til Brunello di Montalcino. Væksten afspejles også i producenternes tegnebøger, for i dag omsætter vinene alene for mere end 120 mio. euro (891 mio. kr.), mens de over 900.000 årlige vinturister lægger yderligere 68 mio. euro (505 mio. kr.) i området! Det har betydet at store virksomheder har købt vingårde op i området og bl.a. Coca Cola har investeret i en stor vingård for at kunne profitere på eventyret.

Det der genskabte den store succes for Brunello i 1960'erne var, at det ældste Brunello hus (Biondi Santi) havde fundet flasker frem fra årgangene 1888 og 1891 og disse vine skabte stor opstandelse ved smagninger, da de viste sig at være i fuldt vigør endnu. I dag er det dog de færreste af vinene, der lever så længe. Den moderne vinforbruger har ikke lyst til at vente 80 år på at vinen bliver drikkemoden, og derfor er stilen lagt noget om. Hvor man tidligere fadlagrede vinen i mindst 4 år (Riserva 5 år) er den påkrævede fadlagringstd i dag nede på 2 år, men herefter skal vinen også ligge i mindst 2 år på flaske (Riserva 3 år), før den må frigives.

Det siger sig selv at når vinene er så dyre som de er, så må de være ganske specielle. De bedste vine har en ekstremt kompleks duft, hvor den typiske jord duft som Sangiovese altid har, spædes op med kirsebær, krydderurter, blomster, hasselnødder og let røg fra fadet. Vinen er som regel ganske aggressiv når den er helt ung (dvs. 4 år efter høståret hvor den frigives) på grund af den enorme mængde tannin og struktur den besidder. Derfor skal man helst lige vente endnu et par år, før man begynder at danne sig et billede af, hvad det er man har med at gøre. Det er dog altid tørre og pompøse vine, der ved aldring på flaske udskifter en del af den ungdommelige aggressivitet, med mere parfumerede toner, der hænger flot sammen med den tørre jordprægede duft.

DOC Rosso di Montalcino er lillebror til Brunello di Montalcino, og dækker samme område i det centrale Toscana. Som hos storebroderen fremstilles her udelukkende rødvine på Brunello druer, der er den lokale variant af Sangiovese. Vinene minder smagsmæssigt meget om Brunello di Montalcino, men de er som regel lettere tilgængelige og mere åbne, men omvendt mangler mange af dem den kompleksitet, som er storebroderens store force. Rosso di Montalcino frigives tidligere end Brunello di Montalcino og får kun 11 måneder på fad, hvilket forklarer den mere åbne vin. Det bedste ved Rosso di Montalcino er, at vinene koster langt, langt mindre end Brunello'erne og det betyder, at man får mere vin for pengene. Som regel er det fantastisk gode madvine, hvor syren gør dem meget anvendelige.

DOCG Vino Nobile di Montepulciano dækker et bakket område omkring byen Montepulciano i det østlige Toscana. Vinene herfra var i meget høj kurs allerede i 1500-tallet og navnet antyder, at det var adelens vin dengang. I mange år var Vino Nobile blandt de mest eftertragtede vine i Italien, men da Chianti vandt frem sidst i 1800-tallet blev producenterne grebet af en slags vin-guldfeber, og Vino Nobile gik i glemmebogen. I 1920'erne begyndte et par producenter på et genoplivningsforsøg og da vinene fik succes midt i 1930'erne, var Vino Nobile igen på banen. Kvaliteten steg frem til 1970'erne, men så kørte de fleste producenter sur i det og kvaliteten faldt. Det har ført til at Vino Nobile har fået mange tæsk i diverse vinbøger siden da, men det er ikke altid lige berettiget.

Som vinene laves i dag fremstilles de på mindst 70% Prugnolo Gentile (der er en klon af Sangiovese) tilsat op til 20% Canaiolo Nero eller andre blå druer, og op til 10% grønne druer som f.eks. Malvasia. Selvfølgelig er tilsætningen af grønne druer et problem der udvander vinen, og selvfølgelig var det forkert at man i mange år hældte 10% vine fra Syditalien i Vino Nobile for at kompensere, men som alle andre steder er her både gode og dårlige producenter. Flere laver konsekvent teknisk dårlige vine med vinifikationsfejl og enkelte har totalt misforstået meningen med at benytte egefade, og overdoserer så voldsomt, at der kommer parfumerede kokosbomber ud af det, som fuldstændigt har mistet lokalt præg. De dårlige producenter og det kedelige ry har betydet, at vinens pris er faldet meget og det er et held for forbrugere, der ved hvad de skal gå efter. Der er nemlig kanondygtige producenter i mellem og de laver som regel deres vine på 80% Prugnolo Gentile, 15% Canaiolo Nero og 5% Mammolo, der giver vinene et flot strejf af violer i duften. Netop duften af violer adskiller typisk disse vine fra f.eks. Chianti Classico der ellers ofte produceres efter samme formel. Vino Nobile produceres oppe i de kølige bakker og det betyder endvidere, at vinene besidder mere krop, hårdere tanniner og mere syre end fætrene fra Chianti Classico. En god Vino Nobile topper normalt mellem 6 og 8 år efter høståret, men med en god karaffel kan vinene sagtens nydes tidligere.

DOC Rosso Di Montepulciano falder sammen med DOCG Vino Nobile di Montepulciano omkring byen Montepulciano i det østlige Toscana. Vinene fremstilles som Vino Nobile di Montepulciano på mindst 70% Sangiovese, 0-20% Canaiolo Nero og op til 20% andre sorter, hvor grønne druer som f.eks. Malvasia må udgøre op til 10%. Forskellen på Vino Nobile di Montepulciano og Rosso di Montepulciano er, at den noble vin produceres med maksimalt 56 hl./ha. og vinene skal lagres i 2 år, mens rosso'erne kan frigives med det samme, og udbyttet kan være op til 70 hl./ha. Disse forhold bevirker at Rosso di Montepulciano næsten altid er lettere, saftigere og tidligere drikkeklare end Vino Nobile di Montepulciano. Rosso'erne er også meget billigere end storebrødrene, og dermed kan der være gode køb i mellem. Kvaliteten i området er stigende, men generelt er priserne lidt for høje i forhold til hvad man får, og vil man gerne smage flotte vine til rimelige penge og af samme type, er der flere gode køb under Rosso di Montalcino.

En Supertoscaner er, som navnet antyder, en vin fra Toscana, men vinen har ikke DOC eller DOCG status men i stedet VdT eller IGT. Udtrykket blev opfundet i 1970'erne, hvor enkelte producenter fandt på at bryde DOC reglerne, og blande den lokale Sangiovese med internationale sorter som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Syrah og Pinot Nero. Det startede med Sassicaia i DOC Bolgheri, men den store succes for denne og Antinori's Tignanello (på 80% Sangiovese, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc) betød at alle pludselig ville lave disse vine, der på smukkeste vin kombinerer Toscana med resten af verden, og i dag findes der utallige udgaver. Det er som regel saftige og elegante vine, der er mindre hårde end de traditionelle Sangiovese vine, og således let konsumerbare. Cabernet Sauvignon går som regel igennem og tilfører duften solbær til den bitre chokolade og jordduften fra Sangiovesen. Succes'en har dog også haft den bagside, at mange spekulanter har investeret i masseproduktion af Supertoscanere, som nok er forholdsvis billige, men som der sjældent er noget super over. Den seneste tendens er, at vende tilbage til rødderne og tilføre vinene nye og komplekse nuancer, ved at komme gamle druesorter som Colorino, Ciliegiolo, Foglia Tonda og Mammolo i vinen.

Marche

Ligger i mellem Italien og har hovedbyen Ancona. De mest berømte vine herfra er hvidvinene Verdicchio Dei Castelli De Jesi og Verdicchio Di Matelica, som ofte produceres i en amfora lignende flaske. Af rødvine bør Rosso Cõnero og Rosso Piceno nævnes. Begge disse bygger hovedsagelig på Sangiovese og Montepulciano druer, men andre steder i Marche laves der også vin på Gaglioppo.

Umbria

Er en mellem italiensk provins, som overhovedet ikke har adgang til havet. Her fremstilles mest hvidvine, hovedsagelig på Trebbiano og Grechetto druer, men også Chardonnay har vundet indpas her. Rødvinene laves på Sangiovese, Sagrantino, Merlot, Gaglioppo og Cabernet Sauvignon druer. Kendte vine fra Umbrien er Orvieto, Torgiano og Sagrantino di Montefalco.

Abruzzo

Ligger midt i Italien og her laves mest middelmådige vine på Montepulciano druen. De bedste er flotte, elegante og gode og af dem skal Montepulciano D’Abruzzo nævnes. Der produceres også adskillige udmærkede rødvine på Gaglioppo druen. De Hvidvine der produceres her er normalt kedelige og lavet på Trebbiano druer.

Lazio

Ligger midt i Italien og her findes landets hovedstad Rom. 80% af produktionen er hvidvin laves hovedsagelig på Malvasia og Trebbiano druer. Mest kendt vin er Frascati.

Molise

Ligger i den nordligste del af syd Italien og de fleste røde vine laves her på Montepulciano druer. Vinene fra Molise er generelt dybe og smager kraftigt af peber. Hovedområdet er Biferno.

Campania

Typisk lav kvalitets (men høj kvantitets) område i syd Italien. I oldtiden var området berømt for sine vine, men det er gået ned ad bakke siden da. Der er dog lyspunkter som Greco di Tufo og Fiano di Avellino blandt de hvide, og Vesuvio og Taurasi blandt de røde vine.

Puglia

Puglia er støvlens hæl og udgør således det sydøstligste af Italien. Klimaet er ganske varmt og tidligere blev her kun fremstillet store mængder vin af meget ringe kvalitet. Det var dovne og plumpe vine der ikke vakte den store interesse blandt forbrugerne, men i løbet af det sidste ti år er kvaliteten højnet voldsomt, uden at prisen er fulgt alt for meget med op.

Det solrige og varme klima betyder, at specielt blå druer har det godt her, men de skal beskæres kraftigt, for ikke at give de dovne vine, som fortiden er så rig på. Specielt vinene på Primitivo (der er identisk med Zinfandel i USA), nyder i dag stor anerkendelse og betragtes vel efterhånden som en vinøs klassiker. Udover Primitivo har Negroamaro og Malvasia Nero markeret sig med bastante og kraftfulde vine, men her anvendes også sorter som Aglianico, Montepulciano og Cabernet Sauvignon. Hvidvin er mindre succesfuld men her fremstilles dog lidt på Greco og Chardonnay. Blandt de bedste underområder er Copertino og Salice Salentino.

Basilicata

Ligger i syd Italien og klimaet her er egentlig ikke særligt velegnet til vin produktion. Den mest anvendte drue er Aglianico og den bedst kendte vin er Aglianico del Vulture, som laves på vulkanske skråninger.

Calabria

Ligger i den sydligste del af Italien og danner støvlens spids. Vinproduktionen i dette område er ældgammel, men af svingende kvalitet. Der anvendes et utal af druer, her i blandt Gaglioppo. Den mest kendte vin herfra er Cirò.

Sicilia

Sicilien er middelhavets største ø og ligger som fodbolden foran den italienske støvle. Det varme klima er perfekt til at producere store mængder vin, og hele 15% af Italiens samlede produktion kommer fra denne ø. Desværre er det traditionelt plumre og dovne vine der fremstilles, og meget af det bliver eksporteret som bulk vin. Det er først for nyligt at øen er blomstret vinmæssigt op og det skyldes, som alle andre steder, en opskrift bestående af bedre beskæring, reduceret udbytte og temperaturkontrolleret gæring i kældrene.

I dag fremstilles her virkelig flotte og spændende rødvine på druer som Frappato, Primitivo, Syrah, Merlot, og specielt den lokale Nero d’Avola. Vinene på denne drue kan være alt fra lette og lyse, til tætte og røgede sager med masser af power. På hvidvinssiden har Chardonnay virkeligt vist tænder, og der fremstilles i dag fantastiske Chardonnay vine på Sicilien. De bedste hvidvine på traditionelle druer, fremstilles af Greco, Inzolia og Cataretto. Den mest kendte vin herfra hedder Etna og kommer fra vulkanen af samme navns skråninger, men her fremstilles også glimrende søde vine under DOC Moscato di Pantelleria på den nærliggende ø Pantelleria. Tidligere var øens største aktiv de søde Marsala vine som blev eksporteret til hele verden. I dag er produktionen dog gået meget tilbage og det samme gælder kvaliteten.

Sardegna

Øen Sardinien tilhører som bekendt Italien. Her laves kraftig mad og kraftige vine. De bedste rødvine herfra laves på Cannonau de Sardegna druer og de bedste hvide på Nuragus di Cagliari.